Tema om tid på biblioteket
Tiden er svær at forstå og svær at få hold på, og de fleste af os synes aldrig, vi har nok af den.
Af Redaktionen
Lad os begynde med en gåde. Hvad er det for tre brødre, der her er tale om?
Tre brødre bor i samme hus,
de ligner ikke hinanden en snus,
men hvis du vil skelne mellem dem,
aner du ikke, hvem der er hvem.
Den første er der ikke, han er først på vej.
Den anden er der ikke, han har netop fjernet sig.
Kun den tredje bror er hjemme, den mindste i deres bo, for hvis han ej var der, fandtes ikke de andre to.
Og dog er kun den tredje til, om hvem det hele handler,
fordi den første til den anden sig forvandler …
Gåden stammer fra den verdensberømte eventyrroman 'Momo' af den tyske forfatter Michael Ende. Kan du løse den? Giv dig bare god tid. Læs den lige igen. Vi venter lidt med at røbe svaret.
Momo er en magisk fortælling om tidsbegrebet, og i litteraturen er der masser af eksempler på at tid spiller en rolle. Der er bøger, som er skrevet i nutid, men foregår i fortiden. Bøger som er skrevet i gamle dage, men som har givet et bud på vores tid, og bøger af nulevende forfattere, der handler om fremtiden.
Og så er der gåden, som vi begyndte med. Fik du løst den? Svaret kommer her. Den første bror er fremtiden. Den anden bror er fortiden. Den tredje bror, som er den mindste, er nutiden. Nu, hvor du kender svaret, så læs lige gåden igen. Tag dig bare god tid til det.