Interview med oversætter Mette Holm

Hvis man endnu ikke har læst noget af Haruki Murakami, hvor kan man så starte? Har du selv en favorit? 

Jeg har mange favoritter, og det er jo en gave for en oversætter at holde af de bøger, man oversætter. Jeg kan lide bøgerne på forskellige måder, alt efter hvornår og hvor jeg har læst dem. Men det kunne være en god idé at begynde med enten ”Kafka på stranden” eller ”IQ84”, som begge er stærke værker, der viser, hvad Murakami kan. Jeg er selv meget glad for ”Sønden for grænsen og vesten for solen”, som jeg jo læste første gang for mange år siden. Den er helstøbt og tæt på selvbiografisk. 

Mit yndlingsværk er dog ”Hardboiled Wonderland og Verdens Ende”, men den er svær at anbefale, fordi det er en kompleks og lidt vanskeligere bog at læse, men den er fuld af humor og poesi, og den var epokegørende, da den udkom (1985). Det er også forløberen til den roman, jeg netop oversætter, ”Byen og dens usikre mur”.

 Og så er der de korte enkle romaner som ”Efter midnat”, og ”Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår”, der er nutidige og moderne – begge to en slags dannelsesromaner. Som altid ender jeg med at nævne syv bøger, men sådan er det med Murakami, alle har forskellige favoritter, og ofte bliver den sidst læste ens favorit, indtil den næste roman udkommer. Så de hober sig op.

Hvorfor er Murakami blevet så populær herhjemme? Ja, faktisk i hele verden? 

Murakami er nem at læse, sproget er enkelt og rytmisk. De handler meget om hverdag, og så det, der er lige på den anden side af virkeligheden. På en eller anden måde synes Murakami at vandre ind i vores hjerner og sætte tanker i gang. Mens man læser Murakami, begynder man tit at se anderledes på sin egen hverdag, og små ellers banale detaljer får pludselig mening.

Føler du, at du af og til må gå på kompromis med din oversættelse, fordi der er for stor forskel på dansk og japansk? Og kan dine oversætter-kollegaer i udlandet hjælpe dig på sporet af den gode oversættelse?

Nej, men der er mange udfordringer, når man oversætter, og det er der fra alle sprog. Noget af det vanskelige ved japansk er skrifttegnene, hvor man skal kunne mindst 1650 kinesiske skrifttegn – og helst flere – for at kunne læse. Samtidig er sprogstrukturen meget anderledes end den danske. Og sproget er mere uklart, fordi man kan undlade stedord, brugen af tid er flydende og der kun sjældent angives ental og flertal. 
Det er et sprog, hvor meget er underforstået, så det er en balancegang ikke at fylde for meget på som oversætter. Men jeg holder af arbejdet og synes, det er spændende og tilfredsstillende at arbejde med de forskellige forfatteres forskellige måder at skrive på.

Jeg har i mange år konfereret med flere af de andre Murakami-oversættere (den tyske, polske og norske) jeg arbejder af og til sammen med mine kollegaer i udlandet. Jeg har for eksempel lige fået en mail fra Anna, den polske oversætter, der skriver: ”Tror du hr. Kazuyo har skæg?” Det mærkelige er, at jeg har lige selv havde tænkt: ”Er det nu skægstubbe, Murakami mener her? Eller har hr. Kazuyo skæg?” Jeg tænkte, at det godt kunne være skægstubbe (af en særlig grund, jeg ikke kan røbe her), men under redigeringen af bogen er jeg blevet sikker på, at han har fipskæg. Men hvad Anna oversætter det som, har hun ikke skrevet noget tilbage om. 

Vi kommunikerer i perioder, og det har vi gjort, siden vi mødtes i 2006. Helt konkrete ting er jo lette at tale om. Hvordan mon biblioteket ser ud, skal vi skrive nederdel eller kilt, eller hvad er det for en slags æblekage? Og andre mere praktiske ting, for eksempel om hvordan mon man registrerer bøger på et bibliotek i Japan – og skal man oversætte det, som det gøres der, eller tilpasse det, som man gør det her? 
Der er altid mange, mange valg og forskellige oversættere vælger ikke altid helt ens, men romanen kommer generelt til at ligne det, den kom fra alligevel. Selvom det jo aldrig bliver en nøjagtig kopi, men en fortolkning. OG fortolkningen er man alene ansvarlig for som oversætter, sprogtonen, rytmen, valg af ord – for der er uendeligt mange muligheder.

Der er kommet et øget fokus på japanske forfattere i de senere år, men vi ser også flere og flere kvindelige forfattere. Kan du anbefale en forfatter eller to? 

Ja, det vil jeg meget gerne. Der er to kvindelige forfattere, som jeg føler mig nært forbundet med. Det er Hiromi Kawakami, som jeg har oversat fem bøger af. Hun er en vild forfatter, og jeg skal i gang med en ny af hende her til foråret, som er ren science fiction, og et meget, meget spændende værk (”Pas på den store fugl ikke tager dig”). 
Kawakami startede sin litterære karriere som redaktør af science fiction, men da hun så læste Murakami, fik hun selvtillid nok til selv at begynde at skrive. Og hun har skrevet lige siden. Nogle gange skriver hun realistisk og hverdagsagtigt, andre gange bliver hendes romaner helt surrealistiske.

 ”Nakanos genbrugsbutik”, har været en stor succes blandt danske læsere, og det er en realistisk fortælling, der handler om en marskandiser, hvor hvert kapitel har en overskrift efter en bestemt ting, der kredses om i det kapitel. Og så handler den om de fire mennesker, der arbejder butikken, om deres drømme og kærlighed. Til gengæld er ”Kvinden med havet” nærmest surrealistisk og handler om sorg og jalousi. Kawakamis beskrivelser af jalousi er en af de bedste beskrivelser af den følelse, jeg nogensinde har læst. 

Og så er der Sayaka Murata, som har skrevet ”Døgnkioskmennesket”, en meget vigtig bog om at være menneske. Jeg har også oversat hendes roman ”Jordboerne”, som giver et barskt, men fascinerende billede af det japanske samfund. Og lige nu går jeg i gang med en novellesamling, der handler om et meget anderledes syn på blandt andet døden. Den kommer til at hedde ”Livsceremoni”.

Jeg tror at de store kvindelige forfattere er kommet frem, fordi man i Japan har flere kvindelige oversættere (til engelsk), som har dannet en forening der hedder ”Strong Women, Soft Power”. Hver gang de oversætter japansk litteratur, oversætter de kvindelige forfattere. Og mange forlag vælger at udgive japanske bøger på grundlag af den engelske oversættelse, og på den måde har disse oversættere kunnet påvirke branchen. 

Det er simpelthen et litterært, feministisk projekt? 

Ja, og er det ikke vildt, at det er lykkedes så godt? Det myldrer frem med kvindelige japanske forfattere. Og tænk lige på, hvor mange gode mandlige japanske forfattere der også må være. Det gælder bare om at få en masse nye oversættere i gang, så vi kan få den japanske litteratur endnu bredere repræsenteret.