Reglement

Bibliotekets reglement er godkendt af Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune den 5. september 2022

Biblioteket er for alle, og det er gratis at bruge det. For at låne materialer med hjem, skal du være registreret som bruger. Enkelte af bibliotekets tilbud kan du kun benytte, hvis du har folkeregisteradresse i kommunen.

 

Indmeldelse

Du kan oprette dig som bruger på bibliotekets hjemmeside, hvis du har MitID og er fyldt 13 år. Alternativt kan du medbringe dit sundhedskort og henvende dig personligt på biblioteket for at blive oprettet som bruger. Børn under 13 år kan blive oprettet som biblioteksbruger, når en af forældrene eller en værge har udfyldt og underskrevet en indmeldelsesblanket og dermed accepteret at hæfte for barnets lån.

Sundhedskortet kan anvendes som lånerkort. Når du bliver oprettet som bruger, får du en pinkode. Sammen med sundhedskortet giver pinkoden adgang til bibliotekssystemet og bibliotekets mange andre tilbud. Virksomheder, institutioner og andre, der ikke har et sundhedskort, eller børn der ikke ønsker at anvende dette, får udleveret et lånerkort.

Biblioteket kan opkræve depositum eller forlange kaution, hvis du ikke har fast bopæl i Danmark.

Du hæfter for det, der lånes på dit sundhedskort eller lånerkort. Biblioteket skal have besked, hvis sundhedskortet eller lånerkortet bliver væk, så kortet kan spærres for lån.

Hvis du får nyt telefonnummer eller mail-adresse, så husk at rette det på hjemmesiden eller give besked til biblioteket.

 

Internet og it-udstyr

Der er trådløst netværk samt pc’er med adgang til internet og print på alle bibliotekerne i Næstved Kommune. It-udstyret må ikke anvendes til ulovlige formål. Overtrædelse af reglerne kan medføre bortvisning. Reglerne fremgår af hjemmesiden.

 

Lån og lånetid

Det er gratis at låne, bestille og reservere materialer. Lånetiden varierer for de enkelte materialetyper.

Du kan altid se på udlånskvitteringen, hvornår dine lån skal afleveres, og du kan også se det på din lånerstatus på bibliotekets hjemmeside eller i appen Biblioteket. Lånetiden kan forlænges op til to gange, hvis materialet ikke er reserveret af en anden låner. Aviser, de nyeste tidsskriftnumre samt visse andre materialer er kun beregnet til brug på biblioteket og kan ikke lånes med hjem.

Materialer, som biblioteket ikke selv ejer, forsøger vi at skaffe fra andre biblioteker. Lånetiden for materialer fra andre biblioteker følger de långivende bibliotekers regler.

 

Påmindelser på sms og/eller mail

Hvis du tilmelder dig påmindelser, får du en sms og/eller en mail 2 dage før, du skal aflevere dine lånte materialer. Selvom du er tilmeldt påmindelser, er det stadig dit eget ansvar at aflevere lånte materialer til tiden.

 

Ansvar

Brug af bibliotekets materialer sker på eget ansvar. Biblioteket påtager sig ikke erstatningsansvar for skader ved benyttelse af bibliotekets materialer i forbindelse med afspilning på it-udstyr, dvd-afspiller, Playstation og lignende.

 

For sen aflevering

Du skal betale et gebyr, hvis du afleverer lånte materialer for sent. Taksterne fastsættes af Næstved Byråd, og du kan se dem på biblioteket eller på bibliotekets hjemmeside. Gebyrerne opkræves af Næstved Kommunes opkrævning og pålægges rykkergebyrer, hvis de ikke betales rettidigt. Betaling foregår via selvbetjeningsløsningen Mit Betalingsoverblik. Hvis du er fritaget for Digital Post, vil du få tilsendt en regning med et giro-indbetalingsnummer fra kommunen.

 

Erstatning

Du skal erstatte lånte materialer, hvis de bliver væk eller bliver beskadiget. Erstatningsprisen vil normalt være bibliotekets genanskaffelsespris med tillæg til klargøring. Prisen for visse materialetyper (film og spil) kan være væsentligt højere end almindelige salgspriser på grund af særlige ophavsretsvilkår.

Materialer, der har været meldt bortkommet og er blevet erstattet, skal afleveres til biblioteket, hvis de kommer til veje igen. Indenfor en periode på tre måneder kan du få erstatningsbeløbet refunderet, hvis du afleverer det erstattede materiale og viser en kvittering for det betalte erstatningsbeløb.

 

Udelukkelse

Biblioteket kan inddrage retten til at låne, hvis du:

  • gentagne gange ikke afleverer lånte materialer
  • gentagne gange afleverer lånte materialer i beskadiget stand
  • skylder gebyrer for 200 kr. og derover

Udelukkelse meddeles skriftligt med mindst 7 dages varsel.

 

Udpantning

Hvis du skylder gebyrer for 100 kr. og derover, overgår sagen til offentlig inddrivelse med mulighed for lønindeholdelse. Reglerne for udelukkelse og udpantning findes i Lov om biblioteksvirksomhed § 31-33 og i Bekendtgørelse om biblioteksvirksomhed § 15-20.

 

Bortvisning og karantæne

Personalet kan bortvise biblioteksbrugere, der optræder på en måde, der er til gene for andre brugere, eller som ikke følger personalets anvisninger. Ved gentagne tilfælde kan der skriftligt gives karantæne med øjeblikkelig virkning.

 

Personlige oplysninger

Biblioteket oplyser ikke uvedkommende om dine lån og gebyrer. Data vedrørende afleverede materialer bliver slettet umiddelbart efter aflevering, medmindre der er registreret ubetalte gebyrer på dem. I appen Biblioteket har du dog mulighed for at give særskilt tilladelse til opbevaring af din lånehistorik. Denne vil kun være synlig for dig selv.

Biblioteket får besked om adresseændringer via CPR-registeret. Hvis du ikke benytter biblioteket i 2 år, vil du blive slettet fra vores lånerregister, medmindre du skylder biblioteket penge.

 

Regler for benyttelse af det selvbetjente bibliotek

Adgang

For at benytte det selvbetjente bibliotek skal du være indmeldt som bruger på biblioteket. Du kan oprette dig som bruger på bibliotekets hjemmeside, hvis du har MitID og er fyldt 13 år. Alternativt sker indmeldelse ved personlig henvendelse i den betjente åbningstid.

Hvis du tager andre personer med, når du lukker dig ind i det selvbetjente bibliotek, er det dit ansvar. Luk derfor kun personer, som du kender godt, med ind. Du kan blive anmodet om at vise legitimation, når du opholder dig i det selvbetjente bibliotek.

For at få adgang til det selvbetjente bibliotek skal du anvende kortlæseren ved indgangen til biblioteket. På Næstved Bibliotek er der adgang gennem døren under Kulturbroen. Du lukker dig ind med sundhedskort eller lånerkort og din biblioteks-pinkode. Du kan også anvende appen Sundhedskortet eller det elektroniske lånerkort i appen Biblioteket. Dit navn og CPR-nummer bliver registreret, når du lukker dig ind.

 

Sikkerhed

For at sikre, at der ikke sker noget uhensigtsmæssigt, er der etableret overvågning af hele biblioteket. Overvågningen følger ”Retningslinje for Næstved Kommunes brug af tv-overvågning”. Optagelser fra overvågningskameraerne kan overdrages til politiet som bevismateriale.

Af sikkerhedshensyn må du ikke åbne vinduer og døre.

Du skal forlade biblioteket ved lukketid. 15 minutter før lukketid annonceres lukningen med en højtalerbesked.

Alarmen tilsluttes umiddelbart efter lukketid. Uberettiget udløsning af alarmen kan medføre erstatningspligt. Ødelæggelser og hærværk vil blive meldt til politiet. Der vil blive rejst krav om erstatning af det ødelagte.

 

Udelukkelse

Ved overtrædelse af reglerne vil adgangen til at benytte de selvbetjente biblioteker i Næstved Kommune blive inddraget.

 

Begrænset adgang

Når der afholdes arrangementer i den selvbetjente åbningstid, vil adgangen til at benytte det selvbetjente bibliotek ofte blive begrænset. Dette vil blive bekendtgjort ved opslag og meddelelse på bibliotekets hjemmeside. Biblioteket forbeholder sig ret til uden varsel at lukke adgangen til det selvbetjente bibliotek.

 

Regler for brug af internet og it-udstyr

Reglerne gælder for al brug af it-udstyr, trådløst netværk og internetadgang på bibliotekerne i Næstved Kommune.

Det er forbudt at benytte bibliotekets netværk til:

At søge efter pornografiske sider eller andre sider, der kan virke anstødelige.
Ulovlig indtrængen i databaser.
Spredning af budskaber, der strider mod dansk lovgivning.

Det er ikke tilladt at ændre opsætning på bibliotekets it-udstyr.
 
Overtrædelse af reglerne kan medføre bortvisning. Grove eller gentagne overtrædelser kan medføre udelukkelse fra benyttelse af biblioteket i en periode.