Interview med oversætter Andreas Eckhardt-Læssøe

Den arabiske apokalypse udkom første gang i 1980. Kan du sige noget om hvorfor værket stadig er relevant her små 45 år efter, hvor udgaven du har oversæt udkommer?

Jeg tror, ”Den arabiske apokalypse” er relevant, fordi den handler om at møde det uforståelige. Hun skrev bogen under borgerkrigen i Libanon, og den kan læses som et slags vidnesbyrd for hele regionen. Adnan bruger borgerkrigen i Libanon som midtpunktet i en slags malstrøm, der kommer til at handle om al krig og kolonial undertrykkelse som sådan. Tiden i bogen er en slags evindeligt nu, et nu der aldrig hører op. Overhovedet at forstå og begribe igennem sproget er oppe til diskussion, når man står over for den meningsløse krig. Den sproglige stabilitet som det sprogligt sikre narrativ kan tilbyde, er det Adnan med sin poesi stiller spørgsmålstegn ved. Det er ikke den slags vidnesbyrd, der fortæller noget faktuelt om, hvad der skete hvornår, eller der kan forklare krigen ud fra en historisk eller politisk kontekst. Adnans vidnesbyrd bevæger sig imod en anden og dybere forståelse af krigen.

Kan du fortælle lidt om forfatteren til værket? Hvem var Etel Adnan?

Etel Adnan var en forfatter, der altid har skrevet fra et eksil. Hendes forældre levede begge i eksil i Libanon fra deres hjemlande, henholdsvis Osmannisk Syrien og Grækenland. Hun voksede op i Beirut, som var og er et sted der er hjem for mange befolkningsgrupper. Hun rejste ud for at studere i Frankrig og USA, og vendte senere tilbage. Men hun forlod landet endegyldigt under borgerkrigen, der varede fra 1975-90. Både på grund af krigen, men også fordi hun kunne se, at hun var blevet hjemløs i sit eget hjemland, det havde forandret sig så grundlæggende, at det ikke længere var det samme sted, som da hun voksede op. Så eksilet er ikke kun et geografisk spørgsmål for hende, det er et mere eksistentielt spørgsmål. På den måde tror jeg også man kan sige, at hun er digter til vores tid, hvor så mange deler Adnas erfaringer med at leve i eksil.

Hvordan forstår du symbolerne, der figurerer i digtsamlingen, og hvordan har det været at arbejde med noget på engang uoversætteligt og universelt i din oversættelse?

Jeg forstår tegnene som tegn på det uforståelige, altså en måde at skrive det fremmede eller det uforklarlige med ind i teksten. I essayet, som er taget med i udgivelsen af digtet som et slags efterord, skriver Adnan om aldrig at have lært at tale arabisk, til trods for at have boet i et land, hvor det var det allestedsnærværende sprog, og til trods for at have en far, der talte arabisk som sit førstesprog. Men hendes franske skole forbød eleverne at tale arabisk med hinanden. Kolonimagten frarøver hende et modersmål. Hun lærte aldrig at tale arabisk, men hun skriver, at hun som maler har engageret sig i at male på arabisk. Så jeg ser også tegnene her som en måde at nærme sig det, at hun også i sit hjemland, hvor krigen finder sted, kan føle sig fremmed.

I nogle af digtene er symbolerne meget dominerende, i andre er der næsten eller slet ingen. Hvordan tror du det skal forstås?

Den energi hun sætter i gang i bogen er fuldstændig utrolig, og jeg kan næsten ikke forstå, hun kunne skrive en hel bog, der oppebærer den samme intensitet. Jeg læser det sådan, at tegnene mest er der i starten, hvor der er mere af det her mytologiske lag tilstede, som jeg opfatter tegnene som hidrørende til. Undervejs i bogen finder der udmatninger eller afmatninger sted, hvor der sniger sig andre sproglige temperamenter ind, og der er tegnene ikke ligeså meget tilstede. Det er ikke ligefrem en håbefuld bog.

Hvordan er det at arbejde med oversættelse af digte fremfor prosa? Adnan taler selv om udfordringen med at oversætte lyrik og om en tidligere digtsamling, der simpelthen ikke kunne oversættes, i OVO press’ udgave af Den arabiske apokalypse.

Ja, hun taler om det her med at skrive i en flersproglig offentlighed, at et digt hun har skrevet på fransk hviler på den grammatiske situation, at havet er feminint kønnet, og det er omvendt på arabisk, og derfor kan det digt aldrig oversættes til arabisk.

Men den arabiske apokalypse har hun selv oversat fra fransk til engelsk. Hun har faktisk udgivet flere bøger skrevet på engelsk end på fransk. Og jeg har oversat digtet fra det engelske. Så jeg syntes ikke digtene her var uoversættelige, slet ikke, men det er klart, at man undervejs kan støde på problemer. Måske har de problemer først og fremmest haft at gøre med overhovedet at forstå, hvad det er hun skriver. Der er nogle relativt kryptiske passager visse steder. Og der har løsningen meget være at stole på det kryptiske, tror jeg, at lade være med at forsøge at udglatte eller forklare med ordvalg, men at lade oversættelsen hvile på min læsning af teksten som kryptisk.

Har du et digt eller en passage, du er særligt glad eller stolt af?

Hmm, det er svært, jeg tror det har været starten af digtet, der altid har stået skarpest for mig i min erindring. Da jeg læste det første gang var det som at røre ved en strømførende ledning, der var bare noget helt vildt intenst og fremmed der sugede min bevidsthed ind i det. Så det er nok bare det.