Anbefalinger

Hvad ser vi frem til at læse i sommerferien?

Så er det snart sommerferie! Vi har interviewet nogle af vores kulturformidlere, og spurgt dem hvad de ser frem til at læse i ferien.

Af Redaktionen

Anne
Anne

”På e-reolen har jeg fundet lydbogen ”Klara og solen” af Kazou Ishiguro, som jeg skal høre i min sommerferie. Vi skal på bilferie og jeg håber på at få nogle gode lyttetimer, mens de små sover lur på bagsædet.

”Klara og solen” er en fremtidsroman, hvor kunstig intelligens er flyttet helt tæt på mennesket og (måske?) kan erstatte menneskelige relationer.

Jeg glæder mig særligt til at blive udfordret på spørgsmål om sind, åndelighed og humanitet – og til at se, hvor meget min forestillingsevne udvider sig ift. mulighederne og udfordringerne i kunstig intelligens.” - Anne

Lea
Lea

"Jeg bruger gerne mine ferier på at læse nogle af alle de klassikere, jeg med skam må erkende, at jeg endnu ikke har læst.

I år skal jeg læse ’Jane Eyre’ af Charlotte Brontë. Grunden til, at valget er faldet på lige netop den klassiker, er, at jeg skal på kør-selv-ferie i England. På turen skal jeg blandt andet overnatte på kroen The George i den lille by Hathersage i Derbyshire. Her har Charlotte Brontë nemlig også overnattet, og dele af ’Jane Eyre’ foregår i området omkring Hathersage.

Så jeg kunne dårligt vælge en anden klassiker at kaste mig over denne sommer." - Lea

Ida
Ida

”Jeg skal ikke selv ud at rejse i sommerferien, så jeg vil prøve at rejse lidt via bøgerne i stedet.

Derfor har jeg fundet ’Flydeplan’ af Trish Doller frem. Den handler om 25-årige Anne, der beslutter sig for at tage på en solo-sejltur fra USA til de Caribiske øer, efter hendes kæreste begår selvmord. Det var en tur de havde planlagt sammen, men i et forsøg på at bearbejde sin sorg, tager hun altså afsted alene.

Men, det er jo ikke sådan lige at sejle alene, og da det her er en romantisk bog, så regner jeg stærkt med, at hun møder ’someone special’ på vejen.” - Ida

Martin
Martin

"Da jeg skal på vandretur i Norge har jeg valgt bogen ”Dopler” af den norske forfatter Erlend Loe.

Bogen foregår i de norske skove og handler om en mand der vender familien ryggen og flytter ud i skoven i selskab med elgkalven Bongo.

Jeg tager den med til Norge, fordi den foregår i Norge og fordi det er en lille, let bog, hvilket er godt, når den skal være i rygsækken.

- Martin

Jens Christian
Jens Christian

"Skal jeg læse en samling af sarkastiske og gnavne essays af en af de morsomste, nulevende maskinstormere af en satiriker? Jamen, det skal jeg da!

Denne bog er en samling af essays skrevet i 70erne og 80erne før Lebowitz fik skriveblokade. Jeg kender hende kun fra nutiden som satiriker, så jeg ser frem til at stifte bekendtskab med hendes forfatterskab" - Jens Christian