Aktuelt

Førstehjælp til demokratiet

Danskernes demokratiske selvtillid er udfordret. Næstved Bibliotek og Borgerservice arbejder for at styrke den. Vil du hjælpe os? Vi søger en eller flere studerende til et projektsamarbejde i foråret 2025.

Af Redaktionen

På Næstved Bibliotek og Borgerservice arbejder vi for, at borgerne opnår indsigt og udsyn til at navigere i eget liv. Det gør vi både i måden vi møder borgeren på og i valget af aktiviteter og tilbud. Vores i alt 70 medarbejdere betjener kommunens 84.000 indbyggere på fem forskellige lokationer.  

For at sætte retning på vores arbejde har vi en strategi, som løber frem til 2026. Et af målene i strategien lyder: 

Vi tager relevante samfundsemner og demokratiske problemstillinger op, så borgerne kan opnå indsigt og selv tage stilling – for at styrke borgernes demokratiske selvtillid. 

 

Opgaven 

Vi ved ikke, om vi lykkes med opgaven, fordi vi ikke kender effekten af vores indsatser på dette område. Det håber vi, at du/I kan hjælpe os med at blive klogere på, fx ved at: 

  • Udvikle et begrebsapparat til vores samtaler om demokratisk selvtillid. 
  • Udarbejde en metode til at måle den enkelte borgers grad af demokratisk selvtillid – gerne reproducerbart, så vi kan følge udviklingen over tid. 
  • Afprøve metoden til at undersøge en defineret gruppe borgeres demokratisk selvtillid. 

Der er absolut metodefrihed i forhold til, hvordan du/I bedst mener, at opgaven kan løses.  

Derfor skal du skrive din opgave hos os 

Hvis du/I synes, det lyder spændende, kan vi bl.a. tilbyde: 

  • Mulighed for at interviewe og følge medarbejdere i hele organisationen. 
  • Mulighed for på tæt hold at følge vores indsatser og aktiviteter. 
  • Løbende sparring med medarbejdere i organisationen. 
  • Adgang til store mængder biblioteks- og kommunedata. 
  • Sparring med intern analysekonsulent. 
  • Adgang til SurveyXact. 

Vores forventninger  

Vi forestiller os at du/I: 

  • Er specialestuderende. 
  • Har interesse for demokratiets trivsel. 
  • Har lyst til at inddrage os i processen og dele erfaringer og resultater med os.  
  • Vil bruge noget tid i Næstved med os og med vores borgere. 
  • Har styr på værktøjskassen og har lyst til at lave analyser, brugerundersøgelser og/eller interviews alt efter hvordan I vurderer, opgaven løses bedst. 

Du kan forvente 

Som projektstuderende hos os får du/I: 

  • Et ligeværdigt samarbejde. 
  • Lån af computere med Office-pakke m.m. samt adgang til relevante fagsystemer. 
  • Mulighed for at arbejde og tage del i vores kontorfællesskab, som ligger tæt ved Næstved station. 
  • Ugentlige møder med fast kontaktperson. 
  • Bruge Næstved Bibliotek uden gebyrer. 

Skriv til os 

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kulturformidler Asla Husgard 55884126 eller Udviklingskonsulent Astrid Bergstedt 55884005.

Send en kort ansøgning, hvor du skriver lidt om dig selv, dit studie og hvorfor du synes projektet er noget for dig.  

Ansøgningen sendes til bibliotekerne@naestved.dk senest d. 18.11.24. Vi regner med at holde en samtale i starten af december og håber på projektstart i primo 2025.