Anbefalinger

Inspiration til bevægelse

Vil du have en anderledes oplevelse på dine gåture? Så læs med her.

Af Redaktionen

Den Grønne Ring

"Den grønne ring" er navnet på et relativt nyt sammenhængende stisystem på knap 31 km. rundt om Næstved by.

Ruten forbinder de nye og gamle skov- og naturområder omkring Næstved – fra Appenæs i syd til Gangesbro og Vridsløse i nord - og består primært af stier med asfalt og grus.

Den lange rute kan tages i sin fulde længde til fods eller på cykel, eller den kan deles over i bider og er oplagt til en spadseretur eller luftetur med ungerne i den bynære natur.

Der er sat skilte op, som angiver, hvor »Den grønne ring« fører hen, og det er planen, at skiltningen med tiden udvides med henvisninger til udvalgte oplevelser i naturen, landskabet eller kulturmiljøet f.eks. Rønnebæksholm, Ladbys landsbymiljø eller Rønnebæk Søskov.

Se ruten på et kort med dette link til I Forms ruteplanlægger.

Hjertestier

Hjerteforeningen står bag en lang række afmærkede gåruter over hele landet, og selvfølgelig også i Næstved. En hjertesti er en afmærket motionsrute, hvor der langs ruten er opsat skilte med Hjerteforeningens logo.

De bruges bl.a. til forskellige events, fx sundhedsdage med aktiviteter på stierne eller motion i samarbejde med foreningslivet, men stierne kan anvendes af alle.

I Næstved Kommune er der 4 hjertestier – tre i Næstved og en i Glumsø – af forskellig længde.

Gadens hårdeste hævn

Selvom den har nogle år på bagen, så er vægmalerifortællingen "Gadens hårdeste hævn" stadig en gåtur værd rundt i Næstved by.

Næstved Ungdomsskole og Big City Brains stod bag projektet "Gadens Hårdeste Hævn" tilbage i 2012.
Det er et eventyr, der rummer en klassisk historie om kærlighed og genvordigheder, men fortalt med nutidens unge som hovedpersoner i et nutidigt sprog og udtryk gennem mange forskellige vægmalerier med tilhørende tekster.

Historien blev også udgivet i bogform.

Besøg den officielle hjemmeside for projektet her.

På hjemmesiden kan man bl.a. læse følgende om projektet:

"Det er skabt på gadens præmisser og har derfor kun den levetid som gaden og tidens tand tillader. 
Derfor er mange billeder skadet eller helt forsvundet og historiens sammenhæng taber sine tænder. Derfor blev projektet officielt lukket ned i maj 2020".

Det er dog stadig en gåtur værd at besøge de tilbageværende flotte vægmalerier.

Se en oversigt over hele ruten her:

Gadens Hårdeste Hævn - kort.
Gadens Hårdeste Hævn - kort.

Woop

Skal du motiveres lidt for at komme ud at gå en tur, og kan du lide en god konkurrence, så er app'en "Woop" måske det, der skal til!
Idéen med app'en er kort fortalt, at man laver digitale skattejagte i den lokale natur. Find en "Woop-jagt" i nærheden af dig eller lav din egen. Du kan oveni købet deltage som gæstebruger helt uden at oprette dig som "rigtig" bruger.

Woop-app'en er udviklet af Det Danske Spejderkorps, men alle kan hente og bruge den (fra App Store/Google Play), og den er netop kommet i en ny og opdateret version.

Læs mere om Woop-app'en her.

Radiodrama.dk

På Radiodrama.dk har den lokale teatertrup Talent-1 bl.a. produceret nogle "videowalks", som foregår i Næstved.
På Radiodrama.dk finder du professionelle podcasts, radiofortællinger, radiodramatik og andre lydformater produceret af Teatertruppen Talent-1.

Blandt de mange spændende fortællinger finder du også nogle såkaldte "videowalks". En videowalk kombinerer radioteater, virtuel reality og film. Historien fortælles på ”on location” gennem en film, som man ser på sin smartphone. Filmen guider publikum rundt på en tur, hvor skuespillere dukker op i byrummet.

Det er en sjov og anderledes måde at gå tur!

Prøv historien "Lever du Birgitte?" om hekseprocessen mod Birgitte Prammand – en kvinde der endte på bålet midt i Næstved by. Historien fører dig forbi nogle historiske steder i Næstved. Blandt andet de gamle boder, kirkerne og Danmarks ældste rådhus, hvor Birgitte Prammand blev dømt til døden i 1630.

Eller prøv historien "Den sidste kvinde" om Ane Andersdatter, født i Karrebæk i 1829. Da hun er 24 år gammel træffer hun en forfærdelig beslutning. Hun skiller sig af med det barn, hun har fået uden for ægteskab. Men det blev ikke sidste gang..

"Ha' noget i ørerne!" 

Hvad enten du træner eller bare går en tur, så få en god historie eller podcast i ørerne fra eReolen.

Uanset, hvordan du bevæger dig - om det er i fitness-centret eller når du arbejder i haven - så kan du slå to fluer med ét smæk ved samtidigt at høre en god bog eller en podcast.

På eReolen finder du begge dele. Det kræver blot, at du er oprettet som bruger på biblioteket.

Der ligger efterhånden også en del podcasts på eReolen, hvis du mere er til et kortere format end en hel bog.

Du kan oveni købet hente indholdet til offline-brug på din mobil ved at downloade app'en "eReolen" til iOS eller Android.

eReolen GO tilbyder samme indhold - bare til børn og unge!