Hænder og ord

Lærke Bagger og Stina Resting
Lærke Bagger og Stina Resting. Fotokreditering Sidsel Alling & Stina Resting
Kom til en uforglemmelig dag med titlen 'Hænder og ord' i materialitetens tegn, når Næstved Bibliotek og Kunsthal Rønnebæksholm inviterer til en heldags-workshop med Danmarks ukronede strikkedronning Lærke Bagger og anerkendte lokalbaseret beklædnings- og kostumedesigner Stina Resting.
Date
18 januar 2025
Tid
12:00 - 17:00
Pris
Ung under 30 år: 100 DKK
Voksen: 200 DKK
Sted
Herskabsstalden
I samarbejde med
Rønnebæksholm
Adresse

Rønnebæksholm 1
4700 Næstved
Danmark

Rønnebæksholms årsprogram 2025 arbejder med konceptet taktil materialitet og fællesskab som materialitet. Programmet byder ind i en samtidig kunstnerisk samtale om bæredygtighed, ressourcer, materialer, arbejdsprocesser, fællesskaber og konsumsamfund. I den forbindelse er Lærke Bagger og Stina Resting inviteret til at dele deres tanker om materialitet. Begge arbejder de med genbrug, upcycling og at transformere tekstiler.

I løbet af dagen vil du også opleve Emma Elisabeth Nielsen og William Kudahl fra Talentskolens forfatterlinje læse op af deres tekster, der med vidt forskelligt afsæt tager udgangspunkt i emnet materialitet. Emmas manus har blikket rettet mod en have, mod tingene i et hus og på hænderne: hvad de gør, hvad de griber ud efter i deres flugt fra den omsorg for andre, for haven og huset, som de også skal yde. William skriver om luft og tomrum og udfordrer forestillingen om det tomme og æteriske, som også har materialitet. 

Program

  • 12.00 – 14.00 Lærke Bagger remixer materialitet 
  • 14.00 – 14.15 Pause 
  • 14.15 – 14.45 Oplæsninger ved Talentskolens forfatterlinje
  • 14.45 – 15.00 Pause
  • 15.00 – 17.00 Stina Resting workshop 

Lærke Bagger: strikke- og hækleworkshop om materialitet

Dagen starter med to timer strikke- og hækleworkshop, hvor strikdesigner Lærke Bagger tager udgangspunkt i materialitet. En aktiv workshop, hvor deltageren bliver kastet ud i en hæsblæsende kreativ proces, samtidig med at vi kommer helt ned i gear. Bliv udfordret på, hvordan du tænker strik/hækling, farver og håndarbejde. Vi skal mærke både os selv og tekstilet. Forvent både hygge, samvær, sjov, ballade, frustration og nærvær. Igennem dine strikkepinde/hæklenåle og forskellige benspænd skal du eksperimentere med din kreativitet. Du skal lade dig undre, overraske, udfordre, irritere og glædes over egne evner, mens vi sammen finder ind til kernen af den kunstneriske håndarbejdsproces. Og måske lærer vi ovenikøbet noget om os selv undervejs.

Der er ingen, der har sagt, det er let at være menneske, og det gælder i sandhed også for strik og håndarbejde. Forvent at blive udfordret og få et nyt blik på tekstilets muligheder. Vi skal eksperimentere, undersøge, fejle og lykkedes sammen. Og have det skidesjovt.

Varighed: 2 timer inklusiv 15 minutters pause.

Deltagere skal medbringe mindst 5 sæt strikkepinde/hæklenåle (gerne flere størrelser) samt mindst 8 forskellige slags restegarner (og gerne flere).

Visible mending – med beklædningsdesigner Stina Resting

Visible mending er kunsten at brodere og reparere på samme tid. Teknikken visible mending er kommet over os – og er blevet et verdensomspændende fænomen med mange forskellige udtryk.

Når du laver synlige, forskønnende reparationer, reparerer du måske et hul eller en plet med farvet sytråd, perler, lapper eller en kombination. På den måde træder det uønskede eller uheldige synligt frem, men det forvandles i processen. I stedet står du stolt tilbage med et projekt, hvor du har repareret, forskønnet og forlænget dets levetid – i stedet for at smide det ud.

Traditionelt set kan broderi ses som at dekorere stof med sting, så stoffet tager sig smukkere ud. I de seneste par år er broderi ikke længere kun at betragte som en forskønnende teknik i sig selv. Med visible mending laver du synlige reparationer – og dermed udfordrer du både teknikken broderi som ren skønhed og reparationen som en usynlig handling. Broderi vinder i disse år mere og mere indpas i kølvandet på strik og hækling – og det giver rigtig god mening, for broderi er en af de håndarbejdsteknikker, som er let at komme i gang med. Alt, du behøver, er nål, tråd og saks. Og et tekstilt projekt, der kalder på dig.

Så kom til Visible mending workshop med beklædningsdesigner Stina Resting. Tag et eller flere projekter med, som du vil arbejde på – og deltag i en craft-cirkel i fællesskab med andre ligesindede, når vi sammen forskønner, reparerer og broderer vores tøj til et nyt liv.

 

Praktisk info og tilgængelighed

Icon Description

Medbring selv strikkepinde og garnrester, vi stiller også garn til rådighed til Lærke Baggers workshop.
Medbring et beklædningsprojekt, som du gerne vil reparere eller brodere på til Stina Restings workshop.
Der er pop up café med mulighed for at købe kaffe og kage i løbet af dagen.  

Mulighed for at trække sig: Ja.

Info om Lærke Bagger

Icon Description

Lærke Bagger er uddannet tekstildesigner i 2015 fra The Royal Danish Academy of Fine Arts School of Design. Hun har specialiseret sig i håndstrik og arbejder fortrinsvis med upcyclede garner, såkaldt “scrap yarn”. Hun arbejder i krydsfeltet mellem håndarbejde, fashion og kunsthåndværk. Det perfekte og æstetisk korrekte har aldrig interesseret hende, Lærke Bagger arbejder derimod med fejl og tilfældigheder som en essentiel del af sin praksis. Hun har arbejdet målrettet med at flytte “produktionen” af tøj fra fabrikkerne og producenterne til hjemme i stuerne, hvor håndstrikkere selv ved hjælp af opskrifter og hendes to bøger “strik” og “strik2” kan skabe perfekt uperfekt personligt tøj i restematerialer. Lærke Baggers bøger er oversat til otte sprog og udvalgte samarbejdspartnere tæller Gyldendal, Red Barnet, Soulland, DR, Røde Kors, Mads Nørgaard, TV2 mv. Lærke er født i Aalborg i 1985 og lever og arbejder i København.

Info om Stina Resting

Icon Description

Stina Resting skaber tekstile værker og faciliterer samskabelse inden for design og tekstilkunst. Som beklædningsdesigner, kostumedesigner og underviser er hun optaget af tekstil manipulation, up-cycling og transformation. Hun skaber limited edition mode og kreerer skulpturelle, taktile kostumer til performancekunstnere, dansekompagnier og musikteater. Hun er uddannet MA Fashion Design fra Det Kgl. Akademi og underviser ved diverse forberedende og videregående kunst- og designskoler i ind- og udland.

Info om Talenskolens Forfatterlinje

Icon Description

Talentskolens forfatterlinje er et ambitiøst, toårigt undervisningsforløb i skrivekunst for unge mellem 16-30 år. For nogle er det en forberedelse til at søge optagelse på fx Forfatterskolen, andre bruger det som en uddannelse i sin egen ret eller søger fordybelse og fokus på forfatterlinjen efter at have studeret, typisk i et år, på en af de nordiske forfatterskoler – Skrivekunstakademiet i Bergen, Forfatterstudiet i Bø, Telemark, eller Biskops Arnö ved Stockholm.

Foto af Stina Resting.
Foto af Stina Resting.
Foto af Lærke Bagger. Fotokreditering: Sidsel Alling.
Foto af Lærke Bagger. Fotokreditering: Sidsel Alling.