Historien om Danmark - tidlig middelalder
I den tidlige middelalder strides Svend, Knud og Valdemar om magten i Danmark. Stridighederne kulminerer i Blodgildet i Roskilde og slaget ved Grathe Hede i 1157, hvor Valdemar den Store vinder tronen.
Dannebrog falder ned fra himlen
Vi er blevet kristne og tager på korstoge i de baltiske lande for at udbrede kristendommen og omvende de vantro. På et korstog i Estland i 1219 falder Dannebrog ned fra himlen til Valdemar Sejr. Han indfører senere Jyske Lov.
I Finderup Lade ved Viborg bliver kongen Erik Klipping myrdet af 56 knivstik i år 1286. Motivet til mordet er usikkert, men der er blevet spekuleret i, at kongen havde krænket sin rigsmarsks kone, og at Marsk Stig derfor stod bag drabet på kongen.
Den tidlige middelalder er desuden kendetegnet ved, at vi får et skriftsprog, og at vi bliver uddannet af lærde og munke.
Vidste du at
Vi fejrer Valdemarsdag hvert år den 15. juni, da det efter sigende var den dag, at Dannebrog dalede ned fra himlen under et korstog i Estland i 1219. Historikere mener dog, at sagnet om flaget ikke helt holder vand. De historiske kilder peger på, at sagnet om flaget stammer tilbage fra 1208, men at ”historien” blev lidt bedre, hvis man rykkede det nogle år frem til et historisk stort og mere betydningsfuldt slag – nemlig slaget ved Lyndanise i 1219.
Gode links til mere viden
Læs om højmiddeladeren, ca. 1050-1340, på danmarkshistorien.dk
Kirker, fester og opfindelser i middelalderen kan du læse om på Nationalmuseets side
Læs om danske fortidsminder fra perioden på fortidsmindeguide.dk