Liberty
Romanen bygger på forfatterens egne oplevelser, da han som ganske ung var med sine forældre i Tanzania. TV-serien fokuserer mest på de voksne personer, mens det er de unge, som er i centrum i bogen.
Liberty er tredje og sidste del af Ejersbos Afrika-trilogi og er en stor roman på alle måder. Generationsproblemer, rodløshed, forråethed, korruption og ren og skær overlevelse er noget af det, bogen handler om.
Har du lyst til at læse bogen og de øvrige titler i Afrika-trilogien - Eksil og Revolution - kan de reserveres nedenfor artiklen.
Om Jakob Ejersbo
På Forfatterweb.dk kan du læse meget mere om hans liv og hans forfatterskab.
Forfatteren Rune Skyum-Nielsen skrev i 2016 biografien Jakob var her: bogen om Ejersbo. Det er erindringsglimt fra dem, der var tættest på. Om virkelighed og fiktion, der smelter sammen, og om en kompromisløs sjæl, der brændte sine broer. Reserver bogen nedenfor artiklen.
Samme år kom dokumentarfilmen om Jakob Ejersbo. Jakobs to bedste venner kæmper sig op mod toppen af Kilimanjaro for at sige endeligt farvel og i al hemmelighed opfylde Ejersbos ønske om at få spredt sin aske netop dér. Venner, familie og kollegaer fortæller om forfatterens ellers ret private liv, og om hvordan han med døden i hælene ofrede alt andet for at nå at færdiggøre sit hovedværk Afrika-trilogien.
Filmen kan lånes på biblioteket eller streames på Bibliotekernes Filmtilbud, Filmstriben (husk at du kun kan streame fra Firefox eller Google Crome browsere).