Læsekreds, foto: Christoffer Egeberg (Flip)
Læsekreds, foto: Christoffer Egeberg (Flip)

Læsekredse

29.05.24
Læsning og fællesskab hører sammen i læsekredsene, hvor det er givende og interessant, at diskutere det vi læser med andre

Læsning og biblioteker hører sammen, er der mange, som mener, og det gør vi også på Næstved bibliotekerne. Mange af os synes, at det er givende og interessant, at diskutere det vi læser med andre.

Derfor er vi glade for, at vi har rigtig mange læsekredse. Både læsekredse hvor vi ”kun” hjælper til med at skaffe bøgerne, men også læsekredse hvor vi er mere involveret f.eks. som leder af kredsen.

Hvad er en læsekreds?

Det er der lige så mange svar på, som der er læsekredse. Men fælles for dem alle er, at deltagerne godt kan lide at læse, og godt kan lide at diskutere det de læser med andre. Skal man så være meget klog og læse mange bøger for at deltage? Det korte svar er nej. I en læsekreds læser man typisk en bog om måneden, og hvis det er den eneste bog man så læser den måned, så er det helt ok. Det er også vigtigt at understrege, at man som regel taler om bøgerne med udgangspunkt i ens eget liv. Jeg plejer at sige, at man læser med alt, hvad man er. Det vil sige, at alt, hvad du har oplevet i dit liv, har indflydelse på, hvad du mener om bogen. Derfor er det også spændende at genlæse en bog, som man har læst for flere år siden. Holder den stadig? Sidste år genlæste jeg ”Hændelser ved vand” af Kerstin Ekman, som jeg læste første gang da den udkom, og dengang var jeg meget begejstret, og det er jeg heldigvis stadig, og den er en anbefaling fra mig til læsekredsene.

Lokale læsekredse

I læsekredsene er det vigtigste, at man er åben over for andres holdninger, også (og måske især) når man ikke er enige. Det er der, det bliver spændende og interessant. Det kan der komme mange gode diskussioner ud af.

Her på biblioteket har vi flere læsekredse. Vi har læsekredse for unge, en læsekreds som læser franske bøger, og taler om dem på fransk. Der findes en læsekreds som læser ”Små perler”, dvs. bøger som ikke har et stort sidetal, men som har en stor historie.

Så har vi de sidste mange år også haft ”DR-romanklubben”, som er en læsekreds hvor man på det enkelte bibliotek læse 6 bøger, og så stemmer om, hvilken der er den bedst. Det særlige ved denne læsekreds er, at vi ikke selv vælger, hvad vi skal læse. Det bliver valgt for os blandt årets nye litteratur, og på de af landets biblioteker som deltager, læser man de samme bøger. Alle deltagende biblioteker stemmer om, hvilken bog de synes skal vinde. I 2023 var det Keld Conradsen, der vandt med romanen ”Byen og havet”.

Hvordan man diskuterer og vælger bøger, er helt op til den enkelte læsekreds. Hvis du gerne vil med i en læsekreds, så kan du enten samle en flok af andre, der også vil være med. Eller du kan komme og tale med os, så kan vi måske formidle kontakten til en eksisterende læsekreds, eller hjælpe dig med at starte din egen. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke bøger man kan tale om. Vi hjælper gerne med forslag til titler og/eller emner.

Anbefalinger fra læsekredse

Jeg har spurgt nogle af de læsekredse, som vi skaffer bøger til, hvad der har været deres bedste læseoplevelse inden for det seneste år, og her er deres bud:

Kirsten Thorup: "Mørket bag dig"

Selv om romanen er skrevet uden kapitler, fanges læseren af Kirsten Thorups levende sprog. Man fanges også af du-fortælleren, som er en lidt usædvanlig fortæller, men har bl.a. den funktion, at duet også kunne være læseren. Og romanens hovedtema: hvilken side står man på i en krig, kan også have været eller kan blive læserens dilemma.

Alyson Richman: "De elskende fra Prag"

Det er en roman bygget over virkelige hændelser. Bogen egner sig godt til læseklub, da der er en god beskrivelse af personer i forskellige sociale lag - livsvilkår - oplevelser, nogle ufattelige forfærdelige oplevelser i KZ lejr. Kærlighed beskrevet i flere niveauer og en utrolig slutning, som næsten ikke er til at forstå er oplevet og ikke opdigtet.

Bogen er rørende, spændende og hurtig læst.

Perrin, Valérie: ”Vand til Blomster”

En stor og smuk fortælling om livet og døden, og om hvordan man kommer videre efter store sorger.