Hvad bruger børn og familier biblioteket til?
Fuglebjerg bibliotek: Menja og Emira, begge 12 år
Hvad bruger i mest biblioteket til?
Emira: Lige nu er vi her for at være i bogklub. Men ellers bruger vi det til at finde bøger og til at være sammen med vores venner. Eller til at sidde i fred og kigge på telefon.
Hvad er jeres favoritting ved biblioteket?
Menja: Stilhed! Jeg gik engang herover fordi min storesøster havde venner på besøg og de hørte høj musik, så gik vi herover.
Emira: At det ligger tæt på skolen og at det ikke er så stort, så man kan finde rundt.
Har du haft nogle gode oplevelser med biblioteket, som du gerne vil dele med andre?
Menja: Jeg er rigtig glad for bogklubben, den har været sjov at være med i.
Emira: Ja, det er hyggeligere at være sammen på biblioteket end andre steder.
Fuglebjerg bibliotek: Isabel og Malou, begge 12 år
Hvad bruger i mest biblioteket til?
Isabel: Vi bruger det til at være i bogklub og til at læse bøger.
Malou: Og til at komme væk fra larmen på skolen. Er du klar over, hvor meget larm der er i vores klasse hver dag? Herovre er der dejligt stille.
Hvad er jeres favoritting ved biblioteket?
Isabel: Skolebiblioteket har ikke så meget manga, men herovre er der meget at vælge imellem.
Malou: At der er mange gode bøger og at dem, der arbejder her, er søde.
Isabel: Ja, det er rigtigt, det er så gode vibes på biblioteket!
Har du haft nogle gode oplevelser med biblioteket, som du gerne vil dele med andre?
Begge: Bogklubben!
Næstved Bibliotek: Dicte snart 9 år og (mor) Marie
Hvad bruger i mest biblioteket til?
Dicte: Vi finder bøger og leger, fx med Lego
Marie: Vi kommer bl.a. for at lege, og vi møder næsten altid nogen vi kender.
Hvad er jeres favoritting ved biblioteket?
Dicte: Det er dejligt, at I flytter rundt på tingene. Nu står legeskibet fx et andet sted, over ved vinduerne. Før stod det her, ved akvariet.
Marie: Jeg er glad for at I hele tiden udvikler biblioteket, og at der sker noget nyt
Har du haft nogle gode oplevelser med biblioteket, som du gerne vil dele med andre?
Dicte: Man møder mange her på biblioteket. Der var engang, hvor man kunne komme og tegne og høre historie.
Marie: Jeres mange arrangementer. I har gjort jer meget synlige. Jeg følger jer på fx Instagram og er glad for den kalender, I deler.
Næstved Bibliotek: Mads og Olivia (10 mdr.)
Hvad bruger i mest biblioteket til?
Jeg kommer her 2 gange om ugen med Olivia, hvor jeg har samvær med hende.
Hvad er jeres favoritting ved biblioteket?
Legeområdet! Der er god plads og der sker tit forandringer og noget nyt.
Har du haft nogle gode oplevelser med biblioteket, som du gerne vil dele med andre?
Jeres kæmpe udvalg. Nu kommer jeg fra Præstø. Men her på Næstved bibliotek er der meget mere til alle aldre. Det er så bredt.