Børnekulturformidlernes bedste læseoplevelser
Lene anbefaler: Lotte vil ikke være med
Jeg ved, at jeg er garanteret en god læseoplevelse hver gang der udkommer en ny Lotte-bog. Bogserien om koen Lotte, skrevet af Alexander Steffensmeier, er en helt vidunderlig serie af billedbøger for de 4-6 årige. Den nyeste hedder: ”Lotte vil ikke være med” (2023). Lotte har en dårlig dag og alle dyrene på gården prøver at muntre hende op på alle mulige måder. Illustrationerne er så fine og detaljerede…Jeg kan især godt lide at se, hvad kyllingerne finder på undervejs.
Christoffer anbefaler: Tænk ikke på mig
Det er en fuldstændig fremragende debutroman, Vilma Sandnes Johanson har begået med ”Tænk ikke på mig” fra 2022. Den autofiktive fortælling handler om 13-årige Vilma, hvis tilværelse smuldrer totalt, da hendes mor bliver diagnosticeret med uhelbredelig cancer. Lægerne mener, at moderen har mellem 6 og 48 måneder tilbage at leve i, og en allerede turbulent periode i Vilmas unge liv kastes ud i et sandt virvar.
”Tænk ikke på mig” er en hurtig læseoplevelse med korte kapitler og få sætninger på hver side, men hver eneste passage er intet mindre end fantastisk skrevet. Komplekse og hårde følelser beskrives effektivt med få ord, og Johansons sprog er nøgternt men har personlighed, og det rammer i hjertet side efter side. Har man selv haft lignende sorg inde på livet, vil man med garanti kunne spejle sig i de scenarier og følelser, der optræder i ”Tænk ikke på mig”, og har man ikke, så er bogen en glimrende vidnesbyrd herom. Min bedste læseoplevelse fra 2023, og de varmeste anbefalinger herfra til læsere i aldersgruppen ca. 14-17 år.
Anne anbefaler: Den lille og den store grævling - og de uhyggelige spor i skoven
Med fine illustrationer og sanselige beskrivelser fra efterårsskoven, hvor Lille og Store Grævling bor, støder vi, sammen med Lille Grævling, på ukendte spor i skoven, der kræver mod at følge. Hvem kan sporene være fra? Kan det være et monster eller en røverbande? Og har de gjort hans bedste ven, Store Grævling, fortræd? De fleste kender nok følelsen af, at frygt hurtigt kan vokse, hvis man først er bange. Og da Lille Grævling følger sporene ind i en mørk rævehule, må han kæmpe med at holde modet oppe. En fin fortælling for de 3-6 årige om at være modig og følsom på samme tid - og om, hvordan et elefantnumsestort kram fra en ven, kan gøre de fleste trygge igen.
Find de omtalte bøger samt mange flere anbefalinger herunder. God læselyst.