Højskolen i Krummerup udstiller malerier i X-rummet
Hele marts måned kan du gå på opdagelse i livsglad kunst som undersøger emnet: "familie".
Højskolen i Krummerup er en specialskole for udviklingshæmmede unge. Eleverne har i en måned arbejdet med emnet ”familie”. Hvad betyder begrebet for den enkelte? Hvilke tanker sætter det i gang? Hvilke farver og motiver kan udtrykke det?
Resultatet er blevet en række farvestrålende malerier med motiver som: Mor, far, ”min familiefest”, min kæreste men også: Kim Larsen, Rasmus Seebach og Matisborgen fra Ronja Røverdatter fordi musikken og filmen betyder rigtigt meget for de pågældende malere.
Du finder X-rummet i bibliotekets midte, hvor malerierne hænger på indersiden af de sorte vægge.