Slattenpatten genfortalt: Sagnet om Asfrid

På Sydsjælland fandtes der engang en ellekvinde ved navn Asfrid. Asfrid, den gudesmukke. Sådan hed hun. I hundredvis af år levede hun med sine søstre og brødre i en høj nær Tystrup. De fleste mennesker holdt sig langt væk fra ellefolkets hjem, ikke mindst om natten, men det skete dog fra tid til anden, at en ung mand fra en af de nærtliggende landsbyer sneg sig ud til højen efter solnedgang i håbet om at se de betagende ellepiger danse. Det gjorde de ofte, Asfrid og hendes søstre. De sang og spillede og dansede om højen, så det svirrede i græsset og luften blev tung og bølgende. Kom en mand dem for nær, tog de ham med i dansen, og når solen atter viste sig over horisonten, gik han fortryllet og træt med ellepigerne ind i højen, lykkeligt uvidende om, hvornår han igen ville se dagens lys.
 

Med sine næsten ottehundrede år var Asfrid ikke ung længere, og hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde bjergtaget et menneske. Før i tiden kunne hun få mænd til at gøre hvad som helst. Danse hurtigere, synge højere, elske mere uhæmmet. Hvis de så hende i dag, ville de løbe skrigende bort.

”Ak ja, de ved ikke bedre,” tænkte hun overbærende og lænede sig tilbage i græsset på den brink ved Suså, hvor hun netop havde slået sig ned. Skumringen havde efterhånden indfundet sig, og sammen med den kom disen. Fra toppen af et asketræ slog en solsort dagens sidste triller an. Engang, for længe, længe siden, ville Asfrid på denne tid af dagen have taget sine søstre i hænderne og danset til den lyse morgen, men den tid var for længst forbi. Det gjorde nu ikke Asfrid det mindste. Hun havde for længst vænnet sig til at leve for sig selv. 

De fleste ellefolk forlader velvilligt deres familier og livet i ellehøjene, når de bliver gamle. Sådan havde det også været for Asfrid. Ikke langt fra ellehøjen, tæt på den landsby vi i dag kender som Skelby, skabte hun sig et nyt hjem. På en tætbevokset skrænt, som førte ned til Suså, fandt hun en forladt rævegrav. Stor var den ikke, men den var godt placeret, og det tog hende ikke lang tid at grave den ud, så den passede til en ellekvinde. Som årene gik, brugte hun mere og mere tid i åen, lærte alle dens bugtninger og gennemløb at kende. Alt levende i åen og langs dens bredder, fra de mindste organismer og insekter til aborrer og rådyr og alle himlens fugle, kendte hun. Hvor Asfrid var, drak dyr og planter af hendes bryst, og alle blev de stærke og livskraftige. Sandt var det, at åen blev en del af Asfrid, og hun af den. 

I den seneste tid havde livet ved Suså dog ikke været så fredfyldt, som det plejede at være, for Kong Volmer var på borgen Gunderslevholm, og det kunne mærkes i området. Både mennesker og dyr var utrygge ved kongens tilstedeværelse. De fleste havde ikke glemt hans sidste besøg på egnen. I 1345, blot ti år efter at landsdommer Johannes Mogensen Grubbe havde opført en borg på Gunderslevholms voldsted ved Suså, ikke langt fra Asfrids hule, stormede kongen og hans soldater borganlægget. Da de igen forlod området flere dage efter, var det meste af Gunderslevholm jævnet med jorden, og landsdommeren lå død tilbage blandt murbrokkerne. Asfrid havde set det hele ske fra sit skjul i åen, og herfra kunne hun i tiden efter også følge med i genopførelsen af Grubbeslægtens borg.

Nu var Kong Volmer tilbage, denne gang som gæst, og med sig havde han et stort følge af riddere og tjenestefolk. Kongen og hans mænd drak og spise om aftenen, og om dagen tog de ud på jagt. På en af disse jagtdage havde Asfrid fundet en anskudt rå med pilen stadig siddende i maven. Jorden under den var mørk og klæbrig. Selvom jagtselskabet var langt væk, kunne Asfrid tydeligt høre dem, fulde og mordlystne, som de var. Forsigtigt løftede hun råen op til sig, så den kunne drikke, men det stakkels dyr havde brugt alle sine kræfter på at flygte fra de vilde jægere. Dens liv stod ikke til at redde.

De efterfølgende dage gjorde Asfrid, hvad hun kunne, for at plage Kong Volmer og hans jagtselskab. Således sendte hun en dag en flok råger efter jægerne. Hver gang en jæger løftede sin bue og tog sigte mod et bytte, dykkede flokken med stor hast ned mod ham, så han i stedet febrilsk måtte vifte fuglehæren bort. Når han igen var klar til at skyde, var byttedyret for længst borte. En anden dag ledte hun en af jægerne på afveje ved at synge en gammel ellepigevise, som hun havde sunget så mange gange før med sine søstre ved ellehøjen. Tryllebundet af de smukke toner red jægeren afsted mod lyden uden at ænse hverken retning eller det skiftende terræn, og da han til sidst kom til sig selv, befandt han sig alene og hjælpeløs midt ude i en mose. Både hest og rytter druknede i det plumrede vand. Sådan fortsatte hun utrætteligt i flere dage, og efterhånden gjorde hun sig heller ikke længere umage for at holde sig skjult for kongen og hans mænd. De måtte gerne vide, hvem der plagede dem.

”Så I kongen, da han fik øje på mig?” grinede Asfrid fra sin plads ved åen, hvor hun lå og nød skumringens kølige tågedis. Samme dag havde hun moret sig med at snige sig ind på jægerne og råbe ”Bøh!”, når de var allermest koncentrerede om jagten. På et tidspunkt var kongens hest blevet så forskrækket, at den sprang og stejlede og var slet ikke til at styre, og til sidst fløj kongen af sadlen og landende med hovedet først i en mudderpøl.

”Det gjorde vi!” pippede en gærdesmutte muntert til hende. ”Men tror du ikke, at han vil hævne sig på dig?” 

”Jo, min ven. Det vil han sikkert nok.” svarede Asfrid afslappet, mens hun lå og betragtede en korsedderkop spinde sig et spind mellem grenene på en hasselbusk. Forsigtigt nærmede hun sig det lille dyr og begyndte at pynte spindet med dugdråber fra det høje græs. I dagens sidste, svage solstråler glimtede dråberne som de smukkeste glasperler.

Sådan sad Asfrid og lod sig fortrylle af alt det skønne, som omgav hende, da der pludselig lød hestehove og hundeglam i det fjerne. Det var Kong Volmer og hans mænd, som red ud fra Gunderslevholm.

”Det er dem,” tudede en natugle. ”De kommer efter dig.”

”Gør de det?” svarede Asfrid roligt. ”Så må jeg hellere give dem en jagt, de sent vil glemme.” Derpå rejste hun sig op, børstede græs og jord af sig og begyndte at løbe. Et sted ikke så langt derfra hørte hun Kong Volmer råbe: ”Find hende! Fang den troldkvinde!”

Og så gik den vilde jagt. I timevis løb Asfrid letbenet afsted med Kong Volmer og hans mænd bag sig. Kom de lidt for tæt på, satte hun farten op, og begyndte deres råben at blive svagere, tog hun den mere med ro. Nok var hun efterhånden ganske gammel, men hun løb stadig lige så let, som hun altid havde gjort. Benene var stærke og smidige, og lungerne sugede grådigt og taktfast den kølige natteluft til sig. Hvis hun ville, kunne hun løbe til verdens ende og længere endnu. Hun vidste, at mændene og deres dyr efterhånden måtte være umådeligt trætte af den lange jagt, og hvis hun fortsatte med at løbe, ville de snart give op og ride tilbage til Gunderslevholm. Men hvad sjov ville der være i det, tænkte hun. I stedet stoppede hun op på en bred sti i en skov nær Susåens udløb. Tæerne her stod spredt, og terrænet var jævnt og fladt, så hun havde et godt udsyn til alle sider. Tilfreds med sin plan lænede hun sig op ad et gammelt egetræ, som stod tæt ved stien. Den knortede bark føltes beroligende mod hendes nøgne hud. Det var på tide at give Kong Volmer en sidste lærestreg.

Lyden af jægerne kom nærmere. Nu kunne det ikke vare længe, tænkte Asfrid. Snart ville denne galskab være forbi. Fra skovens mørke kom først hundene og efter dem tolv vilde ryttere ført an af Kong Volmer på sin hvide hest. ”Der er hun!” råbte den ene, og snart var hun omringet.

”Kong Volmer,” sagde Asfrid spydigt og spredte armene ud til hilsen. ”Her har du mig så.”

”Hold din kæft, jættekælling!” prustede Kong Volmer, mens han med besvær kravlede af hesten og greb om skæftet på sit svær. Hans øjne var matte, og han rystede en smule, da han trak sværdet op af skeden. De to ryttere, som var nærmest kongen, steg ligeledes af hestene og flankerede ham, mens resten blev siddende tilbage. Alle slog de anerkendende på deres brystplader med knyttede næver.

”Det er dig, som har plaget os i alle disse dage. Ingen skal behandle mig på den måde og slippe godt fra det!” De små muskler i kongens tindinger vibrerede, og sveden drev ned ad hans opkogte pande og kinder.

”Nå, siger du det. Det er nu ellers gået meget godt ind til videre, synes du ikke?”

”Ti stille!” brølede han ”Du skal dø, dit utyske!”

”Ja, det kan jeg forstå,” svarede Asfrid skarpt. ”Men dette skal du vide, Kong Volmer, at slår du mig ihjel, vil du for evigt være forbandet. Hver nat vil du gentage dette ridt, og selvom du ligeledes hver nat vil bore dit svær gennem mit hjerte, skal du forstå, at sejren er min. For jeg er ligesom vandet, mig kan ingen stoppe. End ikke dig og din klinge.”  

Rasende løb Kong Volmer mod Asfrid med hævet sværd, og i samme øjeblik, som stålet gennemborede ellekvindens hjerte, pustede hun af sine lungers fulde kraft. Kongen tumlede bagover af forskrækkelse, men sværdet blev siddende i Asfrids bryst. Med et næsten umærkeligt smil på læberne gled hun ned langs egetræets stamme og landede død ved dets rødder. 

Allerede dagen efter begyndte kongen at få det mærkeligt. Et udslæt blussede op, først i ansigtet og på hænderne, siden spredte det sig op ad armene og ned langs halsen, indtil hele kroppen var dækket af røde, betændte plamager. Man sagde, at kongen var blevet udsat for elleblæst. Syg og i voldsomme smerter forlod kongen og hans følge Gunderslevholm og red nordpå mod kongeslottet ved Gurre Sø. Få dage efter hjemkomsten var han død.

Og sådan gik det til, at Kong Volmer forseglede sig skæbne. Nu ridder han hver nat rasende afsted, på jagt efter en stolt ellekvinde, og selvom han når sit mål, vil han aldrig finde hverken hvile eller frelse. Og alt imens løber vandet utrætteligt i Suså, for vandet kan ingen stoppe.