Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Kunsthal Rønnebæksholm
Rønnebæksholm 1
4700 Næstved
Sted
Rønnebæksholm
Arrangører
Næstved Bibliotek, Kunsthal Rønnebæksholm
For hvem?

Poesi og hest

I foråret hvor frø bliver sået og begynder af spire, åbner Rønnebæksholm op for 1. akt af årets hestetema med Hestens oprindelse. Derfor skal vi selvfølgelig læse poesi med temaet Hest, mens vi sidder i udstillingen Hestens oprindelse.

Udstillingen belyser opfattelser om hesten i kunsthistorien, hvor der både samles tråde fra tidligere værker til samtidskunstværker, og åbnes for vores måde at anskue dette væsen på, og give nye perspektiver på vores forståelse af de mere-end-menneskelige relationer.

Vi skal altså læse digte der udforsker og udfolder begrebet Hest, og sammen snakke om dem – også i kontekst af udstillingen. Mød gerne op 10-15 minutter tidligere, hvis du vil have god tid til at dykke ned i udstillingen først.

Med udgangspunkt i metoden guidet fælleslæsning vil vi sammen læse og samtale om ca. 3-4 digte, og efter oplæsning af hvert digt vil vi snakke om hvordan digtene rammer os, og hvordan vi forbinder dem med temaet og udstillingen. Vi vil lade os guide af poesiens evne til at åbne for forståelsen af vores egne og andres oplevelser af det læste. Kan vi spejle os i det vi læser? Hvad overrasker os? Hvordan adskiller vores oplevelser sig fra hinanden?

Samtalen indledes og guides af kulturformidler Sigurd Dam, men målet er at skabe en flydende samtale hvor deltagerne selv tager agens og gerne bringer egne erfaringer og/eller læsninger op. Der er ingen forberedelse, og man behøver ikke at have nogen særlig viden om hverken digte, kunst eller heste. Det vigtigste er, at man har lyst til at læse nogle interessante tekster og måske byde ind med egne tanker, lytte til hinanden og sammen overveje det vi læser.

Det viste værk er Dark horse af Soheila Sokhanvari, 2020.