Om dette arrangement
Bøf, bog og bif - udsolgt!
Til Bøf, Bog og Bif spiser vi i Café Rejseladen, hører om bogen bag filmen, som vi efterfølgende ser i Glumsø Bio. Vi slutter af med en snak om filmen. Bøf, bog og bif er en god måde at mødes med andre og både se film og høre om bogen bag. God hygge omkring spisningen. Alle kan komme – også alene.
Aftenens program:
Fra kl. 17.45-19.00 – Café Rejseladen
Vi spiser sammen
Fra kl. 19.15-19.30 – Glumsø Bio
Oplæg om bogen bag filmen, Ud og stjæle heste af Per Petterson ved Glumsø Bibliotek
Fra kl. 19.30-ca. 22.00 - Glumsø Bio
Vi ser filmen, Ud og stjæle heste
Efter filmen er der tid til diskussion.
Pris for spisning: 80 kr., ekskl. Drikkevarer og dessert.
Pris for biograf: 70 kr.
Der betales for mad, drikke og biografbillet på selve dagen hos henholdsvis Café Rejseladen og Glumsø bio. Ovenstående priser er baseret på tilmelding før arrangementet. Tilmelding på sms eller mail skal vises ved betaling.
Om bogen:
Ud og stjæle heste af Per Petterson fra 2004
Det er en smuk og lavmælt fortælling om at skabe mening med fortiden og en besværlig far. Hovedpersonen, Trond Sander, er en 67-årig pensionist, der efter sin kones død er flyttet fra Oslo og langt ud i de norske skove. Her har han købt sig et lille hus, som han vil sætte i stand. Hunden Lyra og radiostationen BBC er hans eneste selskab.
En nat bliver Trond vækket af en besynderlig lyd uden for sit hus. Han står op for at finde ud af, hvor larmen kommer fra. Her møder han sin nærmeste nabo, Lars, der er ude for at lede efter sin uartige hund.
Det natlige møde sætter gang i noget; minder fra en ganske bestemt sommer fra hans ungdom begynder nemlig at dukke op og forstyrre Trond i hans bestræbelser på at leve et simpelt liv i hytten.
Du kan låne bogen på Glumsø Bibliotek.
Om filmen:
Ud og stjæle heste er fortalt i erindringsglimt Filmens hovedperson Trond (Stellan Skarsgård) sidder i en hytte langt oppe i Norge og glæder sig nytårsaften, som han skal fejre helt alene. Men så støder han på en nabo, som viser sig at være en mand, han kendte 50 år tilbage. Det var den sommer, hvor Tronds far forberedte sit helt store svigt - og Trond duftede til den kvinde (Danica Curcic), han allerhelst ville være sammen med. Desværre var hun også den kvinde, som faderen ønskede at dele sit liv med.
Der er udsolgt til "Brød, bog og bio", men det er stadig muligt at købe billet til at se filmen.